LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Vild Bundesliga-scene: Tilskuer kastede bolden i spil – endte i mål

HSV Hamburg havde brug for et lyspunkt i en uge præget af økonomisk uro og sportslige nederlag. Det fik de ikke i Göppingen, hvor nordtyskerne tabte 34-30 – og samtidig var vidne til en af sæsonens mest absurde situationer.

Midt i første halvleg sendte Jacob Lassen en aflevering direkte ud over sidelinjen og ind i tilskuerne. Bolden nåede knap at ramme gulvet, før en kvik fan greb den, vendte sig – og kastede den lige i hænderne på Göppingens Marcel Schiller. HSV-målet stod tomt, så Schiller sendte straks bolden afsted over hele banen. Afslutningen ramte stolpen, men Ymir Örn Gislason fulgte op, fløj gennem feltet og slog bolden i kassen til 4-3.

Publikum eksploderede. Den anonyme ”assistent” på første række får ingen officiel notering, men det ændrede ikke stemningen i hallen: målet var allerede en af kampens mest omtalte øjeblikke.

Göppingen gik til pause med en 16-14-føring i en intens kamp, hvor HSV’s frustrationer flere gange kom til udtryk. Casper Mortensen modtog en to-minutters udvisning for at sparke bolden tilbage mod egen målmand, fordi han troede, dommerne allerede havde dømt situationen færdig. ”Jeg var helt sikker på, at vi havde bolden – det havde vi så ikke,” sagde han med et skævt grin i pausen.

Efter sidebyttet fik hjemmeholdet for alvor fat. Kristian Sæverås stod en stærk kamp og noterede sig endda for to scoringer i tomt mål, da HSV jagtede reduceringer med syv mod seks.

På et tidspunkt gik tingene så stærkt, at hal-dj’en begyndte sin sejrsplayliste allerede før sidste fløjt – mens dommerne stadig lod HSV eksekvere et straffekast.

Nederlaget betyder, at HSV nu står med to nederlag i træk og stadig befinder sig i tabellens midterfelt. Den spektakulære fan-assist blev aftenens store samtaleemne – men i Hamburg havde man med garanti hellere fejret en sejr.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder