LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Mads O. Madsen

BSV forlænger med Mads Ø. Nielsen

Pressemeddelelse fra Bjerringbro-Silkeborg:


En klublegende fortsætter i Bjerringbro-Silkeborg


Mads Øris Nielsen nyder fortsat håndboldlivet. Han tager et år mere i Bjerringbro-Silkeborg og fortsætter sit arbejde som Kundesupporter i Jyske Bank ved siden af livet på banen.


På Bjerringbro-Silkeborgs hjemmebane i JYSK arena hænger et banner. Et kæmpe billede af Mads Øris Nielsen og teksten ”MVP 2005 til 2015”. Det er en klublegende i det midtjyske, der har sat sin signatur på en etårig kontraktforlængelse med barndomsklubben.


– Jeg og holdet er glade for, at vi kan fortsætte samarbejdet med Mads i et år mere. Det er en levende Bjerringbro-Silkeborg- legende, som fortsat har niveau til at hjælpe holdet, og så er det en stor personlighed. Vi er rigtig glade for Mads, siger Bjerringbro-Silkeborg- træner Peter Bredsdorff-Larsen.


Ikke svært at sige ja


Mads Øris Nielsen har været i Bjerringbro-Silkeborg siden grundlæggelsen i år 2005. I år 2014 tog han en afstikker i Skive, men i denne sæson er han tilbage i den sorte trøje, og han var aldrig i tvivl om, han skulle takke ja til endnu et år.


– Jeg har ikke brugt meget tid på at overveje det. Jeg synes, at jeg er faldet godt til, og jeg synes, at det er sjovt at være med, hvor det er sjovt i tabellen. Min krop har det godt, og jeg synes, at jeg kommer mere og mere med i spillet. Det var ikke svært at sige ja til et år mere, siger Mads Øris Nielsen, der fik håndboldopdragelsen i Bjerringbro FH, den ene af Bjerringbro-Silkeborgs to moderklubber.


En anderledes rolle


Han har flere landskampe og også en slutrunde på CV’et. Det er tilbage fra hans første periode i Bjerringbro-Silkeborg. Da han forlod klubben, var han en af de store profiler, men nu er rollen anderledes. Mads Øris Nielsen har dog været ganske tilfreds med udbyttet indtil nu i denne sæson.


– Jeg er helt afklaret med, at jeg har en rolle, hvor jeg kommer på banen i perioder og skal ind og præstere. Jeg synes, at mine præstationer har været fine langt de fleste gange. Jeg bliver mere og mere i tryg i de aftaler, vi har i spillet, og jeg tror, at jeg kan fortsætte en opadgående kurve næste år.


Cheftræneren i Bjerringbro-Silkeborg roser også bagspilleren for hans bidrag.


– Mads har spillet i Bjerringbro-Silkeborg, mens han var allerbedst og landsholdsaktuel. Nu går han hver dag til en lidt mindre opgave med et stort smil og optimisme. Mads yder et stort bidrag til holdet samtidig med, at han er på vej ud i det civile liv. I samarbejde med Jyske Bank bliver han godt integreret i erhvervslivet, og det betyder meget, at det også kan lade sig gøre, lyder det fra Peter Bredsdorff-Larsen.


Civilkarriere hos hovedsponsoren


Mads Øris Nielsen er nu blevet 37 år, og han har nemlig også gang i en civilkarriere som Kundesupporter i Jyske Bank, der er en af Bjerringbro-Silkeborgs hovedsponsorer. Ved siden af passer han også familielivet med kone og tre børn, og han nyder hele tilværelsen med to jobs, hvor han trives i begge.


– Det er to vidt forskellige arbejdspladser, men fælles er, at man er omgivet af søde og rare mennesker med godt humør, siger den kombinerede håndboldspiller og bankmand, der roser Jyske Bank for stor fleksibilitet, der gør det muligt for ham fortsat at spille tophåndbold.


– Det er fantastisk at have sådan en arbejdsplads og hovedsponsor, der bakker op på den måde. Det her kunne ikke lade sig gøre for mig, hvis ikke Jyske Bank var så fleksible, så det sætter jeg stor pris på.


Bjerringbro-Silkeborgs kontraktforlængelse med Mads Øris Nielsen er netop blevet præsenteret for hjemmepublikummet i JYSK arena. Det er sket forud for slutspilskampen mod KIF Kolding København.


LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder