Pytlicks krop sagde stop efter skade: "For meget pres"
Da Simon Pytlick brækkede armen i Toulouse og efterfølgende blev opereret i Danmark, indstillede hans hjerne sig hurtigt på den nye virkelighed med pause og genoptræning, men kroppen reagerede helt anderledes:
“Altså, jeg fik bumser stort set over det hele, og det gør jeg ikke normalt. Jeg havde lidt svedeture og kunne slet ikke finde ro i i mine ben. Så jeg ligger bare og kæmper med at falde i søvn. Min krop kørte bare på alt for mange kilometer i timen og kunne slet ikke finde ud af, at jeg nu skulle prøve at falde ned, fordi det nu stod på genoptræning i mange måneder,” fortæller den danske stjerne til TV2 Sport.
Simon Pytlick har tidligere været igennem længere skadesforløb, men det er første gang han oplever kroppen reagere så voldsomt i forbindelse med en pause:
"Det kommer nok også på bagkant af, at vi har haft så mange kampe. Vi har nærmest haft tre slutrunder på et år, så min krop var ikke vant til, at den pludselig skulle sige stop, fordi der havde været så meget knald på. Mit hoved var klar til det, men det var min krop ikke," fortsætter han og fortæller også, at han tror at bruddet på armen var et tydeligt tegn på, at kroppen havde brug for en pause.
For Simon Pytlick har fået den slags slag over armen mange gange før, men den februar-aften i Toulouse brækkede knoglen simpelthen helt over:
“Når jeg sidder her og er bagklog, så synes jeg, der er for mange kampe. Jeg synes, der er for meget pres på. Det er svært at sidde og sige, når man er i det, fordi når man er i det, vil du bare gerne spille håndbold, og man vil bare gerne med til den ene slutrunde efter den anden.”
Simon Pytlicks krops voldsomme reaktion på denne pause har nu givet ham en bevidsthed om, hvor vigtigt det er at få restitueret ordentligt, hvilket han vil forsøge at fokusere mere på i den kommende sæson.