-Bronzemedalje betyder alt, understreger tidligere bronzemedaljetager
Lars Rasmussen har prøvet både at vundet EM-guld og -bronze, og han er ikke i tvivl om, at hvis det lykkes de danske håndboldkvinder at vinde bronzekampen over Kroatien, vil det føles som guld.
HERNING, HBOLD.DK: Søndagens bronzedyst bliver kulminationen på nogle ugers vanvittigt hårdt arbejde i den danske landsholdslejr.
Under EM har Jesper Jensens danske tropper taget alle med storm, udraderet store nationer undervejs og været millimeter fra en finaleplads ved at udkonkurrere selveste Norge.
Hvis Danmark slutter EM 2020 med en bronzemedalje om halsen, vil det betyde næsten lige så meget som en guldmedalje. Følelsen og festen bliver den samme, siger Lars Rasmussen der vandt bronze med det danske herrelandshold ved EM i 2006 og VM i 2007 og EM-guld året efter.
-Spillerne vil have en følelse af, at de har vundet EM-guldet, hvis de vinder bronze. Det vil betyde mere, end noget menneske aner. Det vil være noget af det vigtigste i dansk kvindehåndbold i mange, mange år, siger ekspert Lars Rasmussen til HBOLD.dk.
-Jeg sidder med en stolthed og glæde på pigernes vegne. Det har været en mærkelig slutrunde på grund af coronapandemien, men så mærkelig har den heller ikke været. Der er blevet spillet håndbold og været fokus på det hele vejen igennem.
Er det ikke lige så sikkert som amen i kirken, at Danmark vinder den bronzemedalje?
-Man skal aldrig sige aldrig. Men jeg tror, at kroaterne får svært ved at komme sig over det kæmpeslag i hovedet, de fik i semifinalenederlaget til Frankrig. De skal nok stå og råbe og skrige og være helt højt på alt det her Balkan-stemning inden kampen.
-Men der går ikke mange minutter, før de knækker, hvis Danmark rammer niveau, Sandra Toft er klar og tager fra. Når jeg ser, hvor tæt Danmark var på Frankrig og Norge, så ser jeg, at de komfortabelt tager bronzen.
Lars Rasmussen mindes, at han i løbet af håndboldkarrieren tydeligere husker de gange, hvor det danske herrelandshold faktisk tabte en semifinale mere end at have vundet den efterfølgende bronzekamp.
-Jeg har en stor glæde over vores bronzekampe, men jeg husker mere skuffelsen og nederlagene i semifinalerne i 2006 og 2007. Hold kæft, hvor kunne det være fedt at spille VM-finale i Tyskland foran 15.000. Semifinaler er vilde at spille, og det at tabe sådan en kamp sidder i en 2-5-10 år efter.
-Det er forfærdeligt at tabe en semifinale. Spillerne skal have lov til at have været trætte af det hele og skuffede som bare fanden. Men når man rammer dagen efter, så begynder man at glæde sig til at spille bronzekampen.
-Automatisk kommer der en følelse i kroppen om, at man ikke gider at være så tæt på finale og så komme hjem uden medalje. Overhovedet ikke. Derfor forstår man slet ikke, hvad det betyder at tage fra et mesterskab med en bronzemedalje, hvis man ikke selv har prøvet det, slutter Lars Rasmussen.
Danmark har to gange tidligere stået i en kamp om EM-bronzen. Men både i 2010 og 2016 blev det til nederlag.
Kroatien står for første gang i en kamp om EM-metal.