Odder Håndbold Elite henter talenter i Skanderborg
Pressemeddelse fra Odder Håndbold Elite:
Det er med stor glæde at vi kan offentliggøre højrefløj Lukas Holm og stregspiller Magnus Lindeborg i Odder Håndbold Elite til næste sæson
Det er to 20-årige spillere, som begge har været en del af SHEA de seneste 3-4 sæsoner og haft deres opvækst i Hørning Håndbold, som nu tager næste skridt iført den blå Odder-trøje.
Om tilføjelsen udtaler cheftræner Anders Høj:
"Vi glæder os over at vi igen er lykkedes med at lave 2 spændende aftaler med dygtige talenter fra håndboldmiljøet på SHEA.
I Magnus får vi en stregspiller som besidder en god taktisk forståelse, og samtidig besidder gode kvaliteter i det offensive forsvarsspil"
Magnus fortæller selv:
"Jeg ser frem til at bidrage med mine kompetencer som en lidt anderledes type stregspiller med en hurtig spillestil. Jeg er klar til at stå stærkt i forsvaret, og kommer med stor vilje, fight og vindermentalitet. Jeg glæder mig helt vildt til at spille i en fyldt Spektrum-hal!"
Om Lukas fortæller Anders Høj:
"Lukas er en dygtig højrefløj som spiller med rigtig høj fart, og er en teknisk dygtig afslutter med et stort skud repertoire. Lukas har en god taktisk forståelse defensivt og er rigtig stærk i kontrafasen"
Lukas håber blandt andet på at kunne bidrage med god stemning og god energi, og udtaler yderligere om skiftet:
"Jeg har valgt Odder Håndbold, fordi de har et rigtig godt træningsmiljø, der passer godt til mine ambitioner for min udvikling. Udover det, har sammenholdet og den gode stemning blandt spillerne og i staben også haft en stor betydning for mit valg"
Slutteligt fortæller Anders Høj:
"De to drenge har givet et stærkt indtryk de seneste uger til prøvetræning. Drengene er super motiveret, arbejder hårdt og har en ydmyg tilgang.
Vi har derfor store forventninger til at drengene kommer til at bidrage positivt og passer super godt ind i truppen og vores gode træningsmiljø"
Vi glæder os i Odder Håndbold Elite til at hjælpe Lukas og Magnus med deres videre udvikling og sammen skabe nye gode oplevelser i Spektrum Odder efter sommerferien