Ydmyget på hjemmebane: Norsk keeper i chok efter dansk opvisning
Det var en mørk aften for det norske herrelandshold i håndbold, der på hjemmebane i Stavanger blev udspillet og ydmyget af et stærkt dansk mandskab med hele 39-26.
Efter kampen lagde den norske målmand Torbjørn Bergerud ikke fingre imellem, da han blev spurgt af TV 2 SPORT, hvordan det var at tabe med 13 mål foran hjemmepublikummet.
– Det siger jo sig selv. Det er overhovedet ikke sjovt, siger Bergerud.
Ifølge keeperen blev Norge overspillet over hele linjen.
– Vi taber for mange dueller i vores forsvar. Vi har problemer på alle parametre i gennem hele kampen, føler jeg, siger han.
Norge skal forsøge at rejse sig på søndag, når de møder Frankrig i sidste kamp i EHF Euro Cup.