Mathias Gidsel: "Det er altid rart lige at få skiftet lidt luft"
Danmark kunne søndag eftermiddag juble, da de vandt 37-21 over Nordmakedonien. I den forbindelse fik vi hos HBOLD og Europamester et interview med Mathias Gidsel.
I dag, søndag, var der langt mere at juble af, end der var i torsdags. I dag tog danskerne nemlig en 16-målssejr fremfor det 4-målsnederlag, der torsdag aften i Nordmakedonien var en realitet.
Efter dagens sejr fik vi en snak med Mathias Gidsel, der var væsentligt bedre tilfreds med dagens kamp end den forrige.
“Jamen, det var lidt en anden kamp, synes jeg. Vi har selvfølgelig brugt meget tid på at evaluere den anden kamp – den vil vi ikke have på os – men de kom selvfølgelig også med et lidt andet hold og en lidt anden spillestil. Der var ikke så meget 7 mod 6, som der var den anden dag. Så et helt andet nordmakedonsk udtryk, men så også et helt andet dansk udtryk. Vi var meget mere koncentrerede og meget mere kyniske,” sagde en tilfreds Gidsel.
Netop den større mængde koncentration var noget, der ifølge Gidsel gjorde præstationen i dag væsentligt bedre. 22-årige Gidsel svarede nemlig følgende, da vi spurgte ind til, om det netop var koncentrationen, der manglede sidst:
“Ja, og så synes jeg, at vi alle sammen var lidt mere oppe i gearet – forsvaret var mere oppe i gear, og angrebet var mere oppe i gear – der var mere fart, og der var mere flow. Og når vi har så meget fart og flow, så bliver vi svære at slå“.
Den fart og flow som Gidsel påpeger, er noget, der også var at se under VM i Egypten i januar måned. Landsholdet har ikke været samlet siden VM-triumfen, hvor pokalen igen blev hevet med hjem til Danmark. Selvom det blot er 1,5 måned siden, så var Gidsel glad for at være samlet igen.
“Det har været godt lige at se dem igen, og lige komme lidt væk fra klubben. Det er altid rart lige at få skiftet lidt luft og være sammen med landsholdet igen. Så det synes jeg, var rart. Vi har fået trænet en masse, og så kan man ellers begynde glæde sig til næste samling igen“.
Fra denne samling og til den næste kan Danmark trygt læne sig tilbage og nyde førstepladsen i EM-kvalifikationspuljen, som danskerne netop befinder sig på. Og om Danmark har et ønske om at bevare førstepladsen, spørger du?
“Ja, det tror jeg, du har ret i, at vi vil. Nu mangler vi Finland og Schweiz, og det er til vores næste samling. Så det er altafgørende for, at vi får den førsteplads. Især også når vi fik en 13. plads til EM sidst. Så det er meget vigtigt,” svarede Gidsel som afslutning på vores interview med ham.
I de kommende uger kan du se Mathias Gidsel og resten af GOG-mandskabet kæmpe for at tage det danske mesterskab for første gang i en årrække.