LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Lemvig-Thyborøn Håndbold henter færøsk landsholdsspiller





Lemvig-Thyborøn Håndbold har indgået en 3-årig kontrakt med den færøske landsholdsspiller, Vilhelm Poulsen. Vilhelm er hentet i islandske Fram Reykjavik, og trækker den røde LTH-trøje over hovedet til sommer.


Lemvig-Thyborøn har allerede hentet Mathias Birkkjær som ny højre back fra den kommende sæson. Nu er endnu en højre back på plads hos ”de røde”. Navnet er Vilhelm Poulsen, som kommer til det vestjyske efter et ophold hos den islandske ligaklub, Fram Reykjavik. Det betyder derfor, at duoen på højre back fra den kommende sæson er på plads.


Vilhelm Poulsen er 22 år gammel, og kommer fra Færøerne, hvor han også er en fast del af landsholdet. Han har gang i en rigtig god sæson hos Islandske Fram, hvor han snitter 7,9 mål per kamp (103 mål i 13 kampe), hvilket er bedst af alle i ligaen. Det er derfor en spændende spiller, som LTH råder over fra næste sæson. Hovedpersonen glæder sig også til skiftet, og især mødet med den danske liga.


”Da jeg fik muligheden for at skifte til Lemvig-Thyborøn, var jeg ikke i tvivl. Det er en rigtig god mulighed for mig, og jeg glæder mig helt vild til at prøve kræfter med den danske liga. Ligaen er virkelig stærk, og jeg glæder mig til, at prøve mig af på det her niveau,” fortæller Vilhelm Poulsen.


Sportschef Lars Broe glæder sig også over tilgangen af den færøske landsholdsspiller.


”Vilhelm er en rigtig spændende spiller, som vi får fornøjelsen af at udvikle på de kommende tre sæsoner. Han har på rekordtid bevist på både landsholdet og på sit klubhold på Island, at han er i besiddelse af nogle rigtig fine kompetencer i begge ender af banen. Vi har fået et utrolig godt indtryk af ham undervejs i processen og senest under hans besøg tilbage i slutningen af januar,” udtaler Lars Broe.


Og fortsætter:


”I forbindelse med vores rekruttering til den kommende sæson, har vi haft stor fokus på de nye regler. Her har det været vigtigt for os at hente spillere, der kan spille med i begge ender af banen, og her kommer Vilhelm med alle de kvaliteter, vi vurderer der kræves i fremtiden. Vi glæder os virkelig til, at han starter i LTH.”


Lemvig-Thyborøn Håndbold byder Vilhelm hjertelig velkommen i klubben, og vi glæder os til at se ham i aktion i den røde trøje.




Pressemeddelelse fra Lemvig-Thyborøn Håndbold

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder