LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Ida Hummeluhr

Magnus Landin misser landskampe efter atypisk skade: Her er hans erstatning

En blødning i leveren betyder, at Magnus Landin går glip af denne uges landskampe mod Spanien og Sverige.


Pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund:



I søndagens bundesligakamp for THW Kiel fik Magnus Landin i et hændeligt uheld en albue i maven. Tirsdag tog smerterne til, og for en sikkerheds skyld besluttede Dansk Håndbold Forbunds fysioterapeut og læge i samråd at få venstrefløjen undersøgt nærmere.


Det viste sig at være en god beslutning, for en CT-scanning kunne afsløre, at Magnus Landin har en blødning i leveren.


– Jeg er selvfølgelig lidt rystet over at have fået denne her type skade. Men jeg er glad for, det blev opdaget, så det ikke gik værre trods alt. Nu tager jeg den i første omgang med ro og følger lægernes anbefalinger, og så glæder jeg mig til at vende stærkt tilbage til håndboldbanen, siger Magnus Landin.


Landin være hospitalsindlagt over de næste par dage til observation. Derefter skal hans videre forløb klarlægges, men i sagens natur går han i første omgang glip af onsdagens landskamp mod Spanien i Royal Arena og søndagens møde med de svenske Europamestre i Göteborg.


– Først og fremmest er vi glade for, det blev opdaget, for det er ikke en skade, man ser særlig ofte. Så jeg er meget glad for, at jeg har en dygtig sundhedsstab omkring holdet. Stor ros til dem for at tage hurtig og sikker hånd om situationen, så skaden ikke udviklede sig, siger landstræner Nikolaj Jacobsen og fortsætter:


– Hvis jeg skal kigge håndboldmæssigt på det, er det rigtig ærgerligt, at Magnus ikke kan være med i de kampe her, fordi han har en meget central og vigtig rolle for balancen på holdet. Men vi skal nok klare de to kampe. Det allervigtigste er, at Magnus bliver 100 procent rask igen.


COMEBACK EFTER NÆSTEN FIRE ÅR


Som afløser for Magnus Landin er Casper U. Mortensen indkaldt til ugens to opgaver i EHF EURO Cup, der er en turnering for de fire mandskaber, der allerede har sikret sig billetten til EM i Tyskland i 2024 og derfor ikke behøver spille kvalifikationskampe.


Den rutinerede venstrefløj der til daglig huserer i Hamburg, får dermed comeback på landsholdet næsten fire år efter sin seneste kamp i rødt og hvidt. Det var i øvrigt VM-finalesejren i Jyske Bank Boxen i Herning i januar 2019.


– Casper har leveret rigtig godt i Hamburg over en meget lang periode, og han skulle jo have haft chancen under vores kampe i marts, men så blev han desværre ramt af corona. Han har været væk i en lang periode fra landsholdet, så nu kan han komme tilbage ind på holdet og se tingene an, og så har vi et ekstra kort på venstre fløj, siger Nikolaj Jacobsen.


Casper U. Mortensen har foruden VM-guldet fra 2019 også OL-guld fra Rio og VM-sølv fra 2013 på CV’et fra sin karriere, der siden debuten for Danmark i 2010 foreløbig spænder over 128 landskampe.



LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder