Inspirerende historie: Fra Randers HK’s konkurs til Bundesliga-profil!
At tage den direkte vej til toppen er for mange den mest naturlige rute. Man udvikler sig i en dansk klub, får måske en landsholdskarriere undervejs og arbejder sig gradvist op, bliver en profil og kommer måske til en stærkere liga. Men for Ida Hoberg har vejen til professionel håndbold været alt andet end traditionel. Alligevel – eller måske netop derfor – har hun i dag etableret sig på et af Tysklands stærke tophold, HSG Blomberg-Lippe.
Den utraditionelle vej: Fra Danmark til Island og videre til Bundesligaen
Ida Hobergs vej til Bundesligaen har været præget af modige valg og en urokkelig vilje til at skabe sin egen succes. Håndbold har altid været en stor del af hendes liv, og hun begyndte som 6-årig i den lokale idrætsforening Ørum IF.
Allerede tidligt viste hun en enorm dedikation til sporten. Hendes far, Tonny Hoberg, fortæller til HBOLD.dk, at hele familien har et stærkt håndboldfællesskab og Ida fandt naturligt sin plads her i.
"Ida har altid været glad for sport og ikke mindst det fællesskab, der er i en forening. Jeg tror, hun begyndte at drømme for alvor, da hun blev optaget i en eliteklasse på Nordre Skole i Viborg i 7. klasse. Fra da af blev det mere seriøst, og vi som forældre bakkede hende 100 procent op," fortæller han til HBOLD.dk.
Hendes store dedikation blev hurtigt bemærket af hendes U14- og U16-træner, Mario Omercevic.
"Hun gav altid 100%, og jeg vidste, at hun ville blive professionel en dag. Hun var en rigtig leder og hjalp de andre. Hendes fysik var i en klasse for sig – allerede som 14-årig vidste hun, hvor vigtigt styrketræning var. Men det var ikke kun hendes fysiske styrke, der gjorde forskellen. Hun er også en holdspiller med stor loyalitet," siger han til HBOLD.dk.
Mario Omercevic beskriver hende med få, men sigende ord: Fysisk stærk, Giver aldrig op, Leder og God ven.
Det var også Omercevic, der tidligt rådede hende til at søge væk fra Danmark, fordi hendes spillestil ikke nødvendigvis passede ind i den danske håndboldkultur. Det råd fulgte hun – og i dag står hun som en profil i Bundesligaen.
Konkurs i Randers HK
Som U17- og U19-spiller fortsatte Ida sin udvikling i Randers HK. Et dygtigt ungdomsmiljø, som Ida skulle være en del af. Hendes daværende træner, Nicklas Fast, beskriver en spiller, der var sin egen største kritiker, men som altid arbejdede målrettet mod sine drømme. Her handlede det om én ting: Jo mere træning, desto bedre.
“Hun ville det så meget, at det nogle gange kunne blive en udfordring for hende. På dårlige dage var hun hendes egen værste fjende, fordi hun ville tingene så meget.” fortæller Nicklas Fast til HBOLD.dk.
Han understreger også, at Ida ikke har været bange for at tage chancer – eller sige sine ambitioner højt:
"Hun har aldrig ventet på, at chancerne skulle komme til hende – hun har skabt dem selv. Hun har arbejdet målrettet hen imod sine drømme, uanset hvad andre mente. Og det er derfor, hun er, hvor hun er i dag," siger han.
At skabe en chancen, må man sige Ida gør i november 2022. Randers HK melder pludseligt, at de går konkurs, og dette efterlader Ida uden klub, midt i sæsonen.
Hvor mange ville forsøge at finde en ny klub i Danmark, måske en lignende klub, med godt ungdomsmiljø og muligheden for at spille seniorhåndbold på eliteniveau, valgte Ida at tage en kæmpe chance. Turen gik til Island. Et valg, der på papiret kunne virke meget usædvanligt, men som viste sig at være det perfekte springbræt.
"Det var en kæmpe beslutning for Ida og ikke mindst for os som forældre. Men Ida havde lysten og viljen, så selvfølgelig bakkede vi op om det," fortæller Tonny Hoberg til HBOLD.dk.
Klubben på Island tog godt imod hende, og det skulle hurtigt vise sig, at hendes rolle på holdet ville blive noget helt særligt.
Del 2: Stod uden klub - En chance, der ændrede karrieren!"
I morgen udgives del 2, hvor det handler om en rejse til Island, og hvor en bustur, en brækket næse og en unik trænerrelation formede hende til den spiller, hun er i dag.
👉 Læs med i morgen, når vi dykker ned i den afgørende periode, der førte Ida Hoberg fra Island til Bundesligaen!