Rasmus Lauge ramt af knæskade
Håndboldherrerne fra Bjerringbro-Silkeborg Håndbold er i disse dage i Portugal, hvor holdet får testet formen af.
Fredag aften tørnede Patrick Westerholms tropper sammen med FC Porto, som blandt andet har de to danske spillere Nikolaj Læsø og Jakob Mikkelsen på holdkortet.
Lørdag var midtjyderne i ilden igen – denne gang bød Sporting CP op til dans.
Begge opgør blev spillet uden den hjemvendte danske landsholdsprofil Rasmus Lauge, som døjer med knæet efter holdets træningskamp mod 1. divisionsholdet Skive fH.
”Det er ikke alvorligt, og det handler om at være på forkant med tingene. Han fik et lille slag i kampen mod Skive, og siden har han haft brug for at komme ovenpå. Han træner lidt med hernede i Portugal, og der kan være, at han får lidt spilletid i mandagens testkamp mod Aguas Santos. Men det store mål er, at han skal være helt klar til opgøret på lørdag mod HØJ i pokalturneringen. Det er det, vi har for øje, og så bliver der ikke taget chancer”, siger klubbens Sportslig Ansvarlig, Michael V. Knudsen, til Midtjyllands Avis.
Se Bjerringbro-Silkeborg Håndbolds resultater for træningskampene i det portugisiske:
- Den 18. august: Bjerringbro-Silkeborg Håndbold – FC Porto klokken 22.00 i Viseu 40-28
- Den 19. august: Bjerringbro-Silkeborg Håndbold – Sporting CP klokken 20.30 i Viseu 25-33
Mandag aften spiller Bjerringbro-Silkeborg Håndbold deres sidste testkamp, hvor Aguas Santos venter.
Midtjydernes første gældende kamp spilles på lørdag, når de på udebane krydser klinger med HØJ Elite i 1/8-finalerne i Santander Cup.