LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Aalborg-stjerne afslører: En virus har ramt mig

Juri Knorr havde næppe forestillet sig, at hans tilbagevenden til Tyskland ville få denne drejning.

Da Aalborg Håndbold onsdag gæstede Füchse Berlin i Champions League, tabte danskerne 28-31 – og den tyske playmaker fik en svær aften.

Knorr var plaget af sygdom op til kampen og fik kun 18 minutter på banen, hvor det blev til en enkelt scoring. Det fortalte han efter kampen til Bild:

"Et virus har ramt mig, jeg har været syg hele ugen," forklarede han efter kampen, mens han stod med en ingefær-appelsin-shot i hånden.

"Jeg rejste først med et tidligt fly til Berlin på kampdagen. Jeg har det ikke rigtig godt."

Sommerens skifte fra Rhein-Neckar Löwen til Aalborg har ellers været et stort skridt for den 25-årige tysker, og han lægger ikke skjul på, at der følger udfordringer med. 

"Som i alle nye klubber er det ikke let at være den nye. Nyt land, nyt sprog, ny taktik. Men jeg har ikke et sekund fortrudt mit skifte," sagde Knorr.

For at falde hurtigt til er han gået i gang med at lære dansk – både med lærer og på egen hånd. 

"Sproget er ret kompliceret, men jeg ser en masse dansk tv. Det hjælper meget," forklarede han.

Knorr glæder sig over sit nye miljø, men indrømmer, at det på banen kræver tilvænning. 

"Det er en stor omstilling at lære et nyt spilsystem. Når man har så mange stjerner omkring sig, tager det tid at finde sin rolle, men jeg er meget tilfreds," sagde han.

Efter kampen blev der tid til en snak med landsholdskammeraterne Tim Freihöfer og Nils Lichtlein samt et kort møde med hans far, inden turen gik tilbage til Aalborgs holdbus.

Efter to spillerunder i Champions League står Knorr og Aalborg med en sejr og et nederlag.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder