Flensburg-direktør: Derfor henter vi endnu en bagspiller
SG Flensburg-Handewitt har allerede profiler som Simon Pytlick, Marko Grgic, Lasse Møller og Luca Witzke på lange kontrakter, men klubben har nu sikret sig endnu en højrehåndet bagspiller. Til sommer skifter Aymeric Minne fra HBC Nantes og har skrevet under frem til 2030.
Spekulationer har peget på, at tilgangen kunne hænge sammen med rygter om Pytlick til Berlin, men ifølge direktør Holger Glandorf handler tilføjelsen først og fremmest om at gardere sig mod skader,
”Når man ser på Pytlicks skade i sidste sæson og nu også Lukas fravær, er det ganske enkelt sådan, at vi må brede os mere ud, så der altid er en ekstra spiller til rådighed. Selvfølgelig er det så trænerens opgave at holde alle tilfredse, men vi ser ikke noget problem i det,” siger Glandorf til handball-world.
På nuværende tidspunkt råder Flensburg over fire venstrehåndede spillere: Niclas Kirkeløkke, Kent Robin Tønnesen samt fløjene Domen Novak og Aksel Horgen. Dog udløber både Tønnesens og Horgens kontrakter efter denne sæson.