Aalborg-stjerne gør comeback efter et års mareridt
Søndag står han klar til at få sine første minutter i Aalborg-trøjen mod Skjern.
“Det har været svært, men jeg har lært at være tålmodig og lært, hvor kedeligt livet er, når jeg ikke får spillet håndbold,” siger Blonz til TV2 Norge.
Den norske landsholdskant blev i december sidste år først ramt af en knæskade, der satte ham ud af spillet, og dagen efter fulgte chokket: en blodprop i hjernen. Efter længere hospitalsindlæggelse fulgte både knæoperation i januar og et indgreb i hjertet i maj.
“Blodproppen var alvorlig, men jeg var den, der vidste mindst om, hvor alvorlig det var. Det vidste alle andre,” fortæller Blonz, der frem til november må tage blodfortyndende medicin.
Selv om han nu er erklæret rask, har vejen tilbage været lang. Seks måneder efter operationen er knæet stærkt, men indhoppene er endnu ikke på samme niveau som tidligere.
“Jeg har måttet lære mig at hoppe igen. Jeg har haft svært ved at bøje knæet, men har et godt håb om, at det går den rigtige vej,” siger Blonz, som indrømmer, at både højde og spenst er reduceret.
Søndag bliver første mulighed for comeback i Aalborg, hvor han håber på fem-ti minutters spilletid. Og målet er klart:
“Jeg har haft tro på det hele tiden, at jeg skulle komme tilbage. Ambitionerne har ikke ændret sig, og jeg skal blive lige så god, som jeg var 9. december sidste år.”
Blonz står noteret for 254 mål i 94 landskampe og har tidligere spillet i Elverum, Pick Szeged og GOG. Nu gælder det Aalborg, hvor han har skrevet en treårig kontrakt.