KIF håber på god oplevelse igen
Norddjurs er kommet fint fra land i 1. division med to sejre i deres første tre kampe. De åbnede sæsonen med triumfer mod både Elitesport Vendsyssel og HC København, inden de i sidste spillerunde måtte se sig slået hjemme af Odder Håndbold.
Hos gæsterne finder vi også et velkendt ansigt i stregspilleren Frederik Børm, som i perioden 2011-2013 tørnede ud for KIF Kolding.
Cheftræner Anders Eggert ser frem til at spille endnu en kamp foran hjemmepublikummet:
– Jeg kan godt mærke, at jeg glæder mig helt vildt til at spille hjemme i Sydbank Arena igen. Det har været sjovt at komme i gang, og seneste hjemmekamp mod Skive var en fantastisk oplevelse, hvor der i den grad var kog på og mange mennesker.
Siden nederlaget i Aarhus har holdet haft et skarpt fokus i træningen:
– Der er mange ting, som bliver vigtige, hvis vi skal lykkes. Vi har ofte haft stort fokus på forsvaret, men op til denne kamp har vi arbejdet ekstra med vores angreb og vil gerne have lidt mere flow i spillet.
Med to sejre og ét nederlag i de første tre kampe er Eggert samlet set tilfreds med udgangspunktet:
– Overordnet er vi tilfredse med den start, vi har fået. Selvfølgelig ville vi gerne have vundet i Aarhus, men der ramte vi ikke dagen. Det har vi kigget på, for vi vil rigtig gerne rette op på de ting, vi ikke lykkedes med.
Eggert fremhæver også, at spillerne hurtigt har taget hans idéer til sig:
– Spillerne har været gode til at implementere den måde, vi gerne vil spille håndbold på. Sammenlignet med træningskampene er vi kommet rigtig godt videre, og jeg synes, vi ser en god udvikling.