LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Flensburg-træner: Jeg vil copy/paste tidligere kampe

Efter en ujævn sæsonstart har SG Flensburg-Handewitt fundet rytmen med to klare sejre.

Søndag klokken 16.30 gælder det opgøret mod oprykkerne Bergischer HC i Düsseldorf – et sted, hvor Flensburg i 2019 kunne fejre sit seneste tyske mesterskab.

Cheftræner Aleš Pajović ser ingen grund til at ændre på meget i forhold til de seneste kampe. "Jeg vil tage de to kampe mod Minden og Hannover og trykke copy og paste," siger sloveneren ifølge Flensborg Avis.

Med 40-27 i Minden og 37-29 hjemme mod Hannover er Flensburg rykket op på tredjepladsen og er sammen med Magdeburg og Kiel det eneste ubesejrede hold i Bundesligaen. 

"Selvfølgelig havde 8:0 point været optimalt," siger Pajović. 

"Men vi ser kun fremad. Hvis vi er til stede fra start og udfører vores job, er vi det bedre hold og tager to point med hjem."

Hos Bergischer HC er rollerne klare. Oprykkerne har stadig deres første point til gode og er hårdt ramt af skader, men kampen mod Flensburg har alligevel en særlig klang for Lars Kooij. Den hollandske stregspiller møder sin tidligere A-juniortræner i Flensburg, nuværende assistent Simon Hennig, og mindes også sin tid på klubbens andethold. 

"Vi havde gerne stået med 2:6 point nu," siger Kooij. '

"Men der er ikke noget ekstra pres mod SG. Ingen forventer, at vi vinder, men vi vil gerne drille dem."

Flensburg må undvære Luca Witzke, der er ude med en skulderskade, men ventes tilbage i træning om halvanden uge. Thilo Knutzen sidder også over og spiller i stedet for DHK Flensborg i 3. Bundesligaen.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder