Ærlig KIF-træner: Beskeden mulighed for at overraske mod Aalborg
Når KIF Koldings mandlige 1. divisionshold i håndbold onsdag aften – klokken 19.00 i Sydbank Arena løber på banen til pokal 1/8-finalen mod Aalborg Håndbold er der ikke det mindste tvivl om hvilket af de to hold, der er megastore favoritter.
Det er de forsvarende danske mestre og pokalmestre fra Aalborg. Det får dog ikke KIF-træner Anders Eggert til på forhånd at opgive ævred eller tænke på at ”lægge sig ned”, når hans mandskab skal op mod et dansk mesterhold med høj europæisk klasse.
“Nej, først og fremmest glæder vi os til en forhåbentlig fed kamp mod et Aalborg-hold, som jo vinder sine kampe i ligaen med en margin på et gennemsnit mellem fem og ti mål. Aalborg er en klub, som har som mål at komme til Final4 i Champions League, så vi ved godt, at vores chance for at skabe en overraskelse er beskeden, men for os handler det om i hver eneste kamp at komme et lille skridt videre. Og i en kamp mod Aalborg vil det være at holde spændingen intakt så længe som muligt. Det kan blive svært nok,” konstaterer Anders Eggert.
Da KIF i sidste uge tabte topkampen i 1. division ude mod HC Midtjylland var det ifølge Anders Eggert et skridt tilbage i bestræbelserne på at hæve niveauet.
“Det værste var selvfølgelig, at vi tabte kampen, men vi spillede også en skidt første halvleg, hvorimod vi i anden halvleg stod bedre i forsvaret og formåede at komme tilbage, men så igen lavede for mange fejl i slutfasen af kampen,” konstaterer Eggert.