LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

V. Jensen

Berlins Cheftræner: - "Det er i vores DNA"

Füchse Berlin vandt i går topgøret i den tyske Bundesliga, da de fik besøg af Lukas Jørgensen, Simon Pytlick og resten af Flensburg-mandskabet

To vigtige point var på spil, da Füchse Berlin og SG Flensburg-Handewitt skulle møde hinanden i et vaskeægte topopgør. 

Hele 9 danske VM-guldvindere var i aktion i gårsdagens opgør, og der var derfor lagt op til en kamp med højt tempo og flot spil. Det var dog hovedstadsklubben, som i sidste ende kunne gå sejrsrigt fra banen med en sejr på 36-31. 

Det var heller ikke til at se, at den danske landsholdsspiller Mathias Gidsel havde været syg i ugens løb, da den danske højreback endnu engang præsterede på et næsten uhørt højt niveau. 

To af hjemmeholdets helt store profiler var målmanden Dejan Milosavljev og venstrefløjen Tim Freihöfer, som leverede flotte præstationer i gårsdagens opgør, til stor glæde for de hele 9000 tilskuere, som havde fundet vej til Berlins hjemmebane Max-Schmeling-Halle. 

Berlin-cheftræneren Jaron Siewert var også tilfreds efter sejren mod Flensburg, hvor han roser flere af spillernes præstationer.

“Mange spillede fremragende i dag, og gav alt. Det var ikke så klart før kampen, at vi kunne spille i dette tempo, men en kamp med mange mål passer bedre til os. Det er i vores DNA” siger han til klubbens hjemmeside fuechse.berlin.

Berlins sportschef Stefan Kretzschmar roser samtidig endnu engang den danske landsholdsspiller Mathias Gidsel, for det niveau han viste i gårsdagens kamp. 

“Hvad vi ikke længere taler om er, at Mathias Gidsel endnu en gang viste en stærk præstation og trak de yngre spillere med" siger han ligeledes på klubbens hjemmeside efter sejren mod Flensburg. 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder