BSH tabte til danskerklub fra Bundesligaen
To af dem – Jacob Lassen og Casper U. Mortensen – har tidligere spillet for BSH, men kun Mortensen fik lov til at møde sin gamle klub, da Lassen var fraværende på grund af sygdom.
BSH havde desuden flere profiler ude. Rasmus Lauge, Nikolaj Øris og Peter Balling måtte følge kampen fra første række, mens U21-verdensmester Magnus Rahbek heller ikke var klar til testkampen. Det gav plads til U19-spillere som Hjalte Sinding og Marius Elgaard, der fik spilletid foran de 1078 tilskuere i Arena Midt.
Den nye BSH-målmand Marko Roganovic lagde godt ud, men offensivt blev gode chancer tidligt misbrugt af Patrick Boldsen, Thor Christensen og Nikolaj Læsø. Efter otte minutters spil var stillingen 3-3, men HSV Hamburg tog hurtigt momentum og var midtvejs i første halvleg foran 4-8. Fem minutter før pausen reducerede højre back Lasse Sunde Lid til 10-13, men ved pause stod der 12-18.
Anden halvleg startede bedre for BSH, og anført af Mads Svane Knudsen blev afstanden hurtigt barberet ned til 16-19 efter 34 minutter. Holdet kom bedre med, og med et kvarter tilbage var forspringet reduceret til 24-25 takket være August Fridén.
Med knap ti minutter igen udlignede nye Thor Christensen til 26-26, men HSV Hamburg fik igen et lille forspring og kunne til sidst sejre 32-34.