Bundesligaen er tættere end nogensinde: Dramatisk afgørelse venter
Med SC Magdeburgs sejr over førerholdet MT Melsungen i søndags, har de forsvarende tyske mestre nu igen meldt sig ind i kampen om titlen. MT Melsungen havde ellers muligheden for at slå et lille hul til de næste klubber i tabellen, men sådan skulle det ikke være:
"Jeg sidder her med en følelse af stolthed over det, holdet har præsteret. Den måde, vi lagde vores hjerter på banen og kæmpede for hver bold, var en absolut målestok,” sagde Magdeburg-træner Bennet Wiegert til sportschau.de efter kampen.
Samtidig tabte Mathias Gidsel, Lasse Andersson og Füchse Berlin et vigtigt point, da de spillede uafgjort med TBV Lemgo Lippe. Og dét ene point var nok til, at Hannover-Burgdorf smuttede forbi Berlin i tabellen. I næste kamp venter SG Flensburg-Handewitt og det bliver også en kamp, der kan få stor betydning for afgørelsen af Bundesligaen.
THW Kiel ligger á point med Füchse Berlin og med Kiel-nederlaget til HSG Wetzlar snublede de også i forhold til at komme endnu tættere på MT Melsungen:
"Det koger lidt i mig, fordi vi ikke viste det, vi havde sat os for," sagde en meget skuffet Filip Jicha til sportschau.de efter kampen.
Omvendt kunne det tyske stjernefrø, Renars Uscins, med 12 mål sikre Hannover-Burgdorf de to point der skulle til, for at de kunne gå forbi Füchse Berlin i tabellen.
Mesterskabskampen er tættere end nogensinde og hvert pointtab kan blive fatalt. Kun fire point adskiller holdene i top 5, hvor Magnus Saugstrup og Magdeburg ligger fem point efter, men med tre kampe mindre. Der er ihvertfald ingen tvivl om, at titeldramaet for alvor er begyndt.