REHH-anfører før TMS: De har præsteret over evne i sæsonen
På hjemmebane tørner Marc Uhds tropper sammen med ligakonkurrenterne fra TMS Ringsted, når de to mandskaber krydser klinger i 19. spillerunde i Herreligaen.
Sydvestjyderne har haft det svært med de gæstende sjællændere på det seneste, hvor det er blevet til 5 nederlag i de seneste 6 indbyrdes opgør.
”De kæmper en vis del ud af bukserne. De kommer med masser af selvtillid og har nok præsteret over evne i sæsonen. Vi er oppe mod et hold, der har rigtigt mange strenge at spille på.
Vi skal have forsvaret op at køre som i Grindsted. Vi skal lægge en masse fysik ind og få lukket godt af. Og så savnede vi omstillinger og kontramål i Grindsted. Det skal vi have fundet frem.”, siger REHH-anføreren Mathias Jørgensen til klubbens hjemmeside.
Opgøret mellem de to mandskaber spilles i Blue Water Dokken og bliver fløjtet i gang klokken 18.30.