LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Ditte Hansen

HØJ Elite får glæde af 'et af de absolut største fløjtalenter' i en sæson

Den 21-årige fløjspiller skifter fra sommer til den sjællandske klub på en lejeaftale med Aalborg.

HØJ Elite kan i dag offentliggøre, at den nuværende TMS Ringsted-spiller og højrefløj, 21-årige Tobias Nielsen, skifter til klubben fra sommeren 2025 på en lejeaftale med Aalborg Håndbold.

Tobias blev i sidste sæson kåret til ”Årets talent” i Danmark, mens han ligeledes var at finde på ”Årets hold” i Håndboldligaen med hele 204 mål og en scoringsprocent på 76,1 til følge.

Blandt andet derfor har Tobias Nielsen været en særdeles ombejlet ung herre i den seneste tid, både i ind- og udland, og han har nu indgået en 4-årig kontrakt med Aalborg Håndbold men udlejes på en 1-årig aftale til HØJ Elite.

Direktør Lars Vinther uddyber i en pressemeddelse:

”Tobias Nielsen er et af de absolut største fløjtalenter, vi har herhjemme, så da muligheden bød sig for at tilknytte Tobias i HØJ Elite truppen for den kommende sæson, slog vi til.

Der er tale om en både dygtig men også meget ambitiøs ung mand, som vi tror har rigtig gode muligheder for at udvikle sig yderligere her hos os, inden han, efter planen, rejser videre til Aalborg”.

Tobias Nielsen udtaler selv om sit forestående skifte til HØJ Elite:

”Der er tale om et ambitiøst hold og en klub, der gerne ”vil noget”. Det kan jeg rigtig godt lide, og så er der heller ingen tvivl om, at når man får mulighed for at kunne sparre med en tredobbelt verdensmester i Hans Lindberg, så trækker det også rigtig meget.

Herudover er det en fordel, at jeg i første omgang kan blive hjemme på Sjælland i trygge rammer, inden jeg skal videre til Aalborg Håndbold.

Mine forventninger til opholdet i HØJ Elite er, at jeg skal levere hver eneste gang, vi går på banen. Jeg vil komme med en masse energi og vindermentalitet.

Og så synes jeg samtidig, det er rigtig fedt, at man har fået opbygget en så stor fankultur, hvilket jeg selv har oplevet. Det er både spændende og imponerende, og jeg glæder mig meget til at spille for dem”.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder