Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

Mona Larsen

Dansk topdommer vraget: "Jeg er oprigtig ked af det - og skuffet!"

I maj dømte han DM-finalen mellem Team Esbjerg og Nykøbing Falster, men nu er Henrik Mortensen droppet som ligadommer i Danmark.

Han er kendt for at være en meget vellidt dommer, som i år 2000 fik sin debut som ligadommer. Siden 2005 har han også dømt internationalt. Henrik Mortensen har dømt adskillige finaler, heriblandt European League-finalen for herrer i 2023. Derudover dømte han sammen med sin makker, Jesper Kirkholm Madsen, ved EM for herrer i 2020. Makkerparret har dømt fast i Champions League ved siden af kampene i de danske ligaer. 

Elitedommerudvalget i Dansk Håndbold har skilt makkerparret fra hinanden og Jesper Kirkholm Madsen får sig en anden makker. 

”Jeg har det rigtig træls med det. Jeg er oprigtig ked af det, og jeg er skuffet – men jeg er også sur, for jeg forstår det ikke,” siger Henrik Mortensen til TV2 Sport. 

Indtil for nyligt, har aldersgrænsen for dommere på topniveau ligget på 50 år, og det er netop hvad den erfarne dommer er. Men grænsen er for nyligt blevet rykket til 55 år, hvilket betyder, at Henrik Mortensen havde kunnet fortsætte 5 år endnu, før han faldt for aldersgrænsen i både Danmark og Europa. 

At være elitedommer har været så kæmpestor en del af mit liv i 25 år, så at blive droppet på den her måde gør ondt. Det gør rigtig, rigtig ondt. Det er svært ikke at tage det, som om det er noget personligt mod mig,” siger den 50-årige håndbolddommer fra Holstebro. Han har aldrig dumpet en test, hverken fysisk eller teoretisk og altid sat en ære i at være i supergod form. Det var derfor et overraskende opkald, der kom en søndag formiddag, som gjorde den sympatiske dommer sur.

“Jeg har fået at vide, at det var deres samlede vurdering på det tidspunkt, de skulle beslutte det – og at det var med et fremadrettet perspektiv. Det er det, jeg har fået at vide. Ellers ingen årsag. Ingenting,” siger en frustreret Mortensen, der både har tilbudt at være reservedommer, hvis nogen bliver skadet, eller fx indgå i en dommertrio sammen med to unge dommere, så han kunne lære fra sig.

“Jeg har tilbudt alt for at få lov til at blive. Jeg vil bare så gerne fortsætte,” forklarer Henrik Mortensen, der fremover kun får lov at dømme i 2. division.
 

Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER