Gidsel har løftet Berlin til verdenstoppen: Vi behøver ikke gemme os længere
En af hovedårsagerne til Füchses succes er den danske verdensstjerne Mathias Gidsel, der tidligere på sæsonen forlængede sin kontrakt frem til 2029. For Kretzschmar var forlængelsen med Gidsel nærmest en selvfølge:
“Med al respekt for Europas øvrige topklubber, behøver vi ikke gemme os længere. Vi har udviklet os enormt de seneste år og er blevet en attraktiv klub internationalt. Mathias tror på os, og det er vi ham meget taknemmelige for,” siger Kretzschmar til Bild
Mathias Gidsel har været en nøglespiller i Berlins jagt på mesterskabet i Bundesligaen, hvor holdet aktuelt ligger på førstepladsen og spiller mod Eisenach torsdag aften. Kretzschmar fortæller, at Gidsel sætter pris på udfordringen ved at skabe historie med Füchse frem for at samle titler i en allerede etableret topklub:
“Han nyder at kunne opnå noget historisk med Füchse Berlin. Det motiverer ham langt mere end at vinde titel nummer 45 med en hvilken som helst storklub,” forklarer han.
Stefan Kretzschmar har én klar prioritet for afslutningen af sæsonen, hvis han skulle vælge mellem Bundesliga-titlen og Champions League-trofæet:
“Jeg vælger det tyske mesterskab, fordi det er den sværeste titel at vinde. Det er den hårdeste liga, og det betyder allermest at være det bedste hold over en hel sæson,” lyder det fra Füchses sportschef.
Füchse Berlin har med Mathias Gidsel og Lasse Andersson spillet en fremragende sæson og er således i spil til både den tyske Bundesliga-titel og Champions League-trofæet.