Officielt: Ribe-Esbjerg præsenterer ny assistenttræner
Ribe Esbjerg HH styrker trænerteamet og talentarbejdet markant med tilgangen af Ole Damgaard, der fra den kommende sæson indtræder som assistenttræner for ligaholdet samt talentansvarlig i klubben.
Ole Damgaard er 54 år og har siden 2010 været forstander på Vejle Idrætshøjskole. Han har været chef- og assistenttræner på liganiveau gennem flere år – herunder 4 år som assistenttræner i Fredericia HK. Han har desuden været cheftræner for U18-landsholdet – og gennem en årrække været talenttræner i Dansk Håndbold – bl.a. i samarbejde med Marc Uhd.
Nu tager Ole Damgaard skridtet tilbage til håndbolden på fuld tid, og det er med stor entusiasme, at Ribe Esbjerg HH byder ham velkommen.
Ole Damgaard er en kapacitet, både som træner og som menneske. Hans erfaring med talentudvikling og hans store håndboldviden gør ham til et perfekt match for vores ambitioner – både på senior- og talentniveau.
Ole Damgaard selv ser frem til det nye kapitel. Han udtaler i en pressemeddelse:
“Jeg glæder mig til at blive en del af Ribe Esbjerg HH og til igen at arbejde med håndbolden på fuld tid. Marc og jeg kender hinanden rigtig godt fra samarbejdet i Dansk Håndbolds talenttræning på herresiden. Det bliver samtidig en spændende udfordring at få lov til at involvere mig i arbejdet med at styrke den lokale talentudvikling i samarbejde med moderklubberne – og ikke mindst med fokus på det nye fælles U19 hold.”
Det har været et stort ønske hos Marc Uhd at få Ole Damgaard som assistenttræner på fuld tid. – og nu bliver det en realitet. Med Ole får vi en dedikeret kapacitet, som Marc kan gå i sparring med på et meget højt niveau.
Ansættelsen markerer samtidig et klart signal fra Ribe-Esbjerg HH om et øget fokus på talentudvikling og langsigtet sportslig strategi.