Den perfekte uge for GOG
Efter kampen var der roser hele vejen rundt fra Anton Lindskog, der fremhævede både holdets niveau og den samlede indsats gennem en uge, hvor GOG også leverede i Europa.
Den svenske stregspiller følte, at kampen hurtigt fik den retning, GOG ønskede.
“Jeg synes, vi spiller en god kamp i 30 minutter. Holstebro er et ekstremt godt hold, og vi vidste på forhånd, at vi skulle ramme et højt niveau for at vinde – og det synes jeg, vi gør. Det var en dejlig søndag aften i Holstebro,” siger Lindskog til klubbens sociale medier.
Det har været en uge, hvor meget er lykkedes for GOG, og Lindskog lagde heller ikke skjul på, at formen sidder der.
“Det er altid dejligt at score mange mål og hjælpe holdet så meget som muligt,” siger han. “Jeg synes, både i Polen mod Plock og i dag mod Holstebro går vi fantastisk. Det er en holdindsats. Hele holdet bidrager – alt fra forsvar til angreb, alle spillere, målmænd og trænere. Det er en fantastisk uge som hold.”
Med sejren holder GOG fast i toppen og kan gå ind i den kommende periode med selvtilliden helt i vejret.