Dramaet levede til sidste sekund: Færøerne i kvartfinalen sammen med Danmark
Der var nerver uden på trøjerne, da Færøerne søndag mødte Frankrig ved U21-VM.. I en medrivende og dramatisk kamp, der bølgede frem og tilbage, lykkedes det færingerne at trække det længste strå og vinde 28-27 efter en intens afslutning.
Med sejren er Færøerne klar til kvartfinalen – ligesom Danmark – inden de to lande tirsdag tørner sammen i en gruppefinale om førstepladsen i mellemrunden.
Færøerne havde chancen for at bringe sig foran med to mål kort før tid, men forpassede muligheden for 29-27. Det gav Frankrig en sidste mulighed for at udligne, men den franske udligningschance glippede, og dermed kunne det færøske hold juble over endnu en sensation ved mesterskabet.
Den store profil for Færøerne var igen Oli Mittun. Den teknisk stærke bagspiller leverede hele ni mål og ni assists og var afgørende for, at holdet endnu en gang kunne drille en af de store håndboldnationer.