GOG henter stregspiller fra Bundesligaen
Et comeback, der både er båret af stærke følelser for klubben og en stærk ambition om at bidrage til nye triumfer.
”GOG har altid været et helt specielt sted for mig – det er som en familie. Jeg er vokset op med GOG-ånden i mine ungdomsår og tidlige senior år, og den har jeg aldrig lagt fra mig, uanset hvor jeg har spillet. For mig handler det om at knokle hårdt, have det sjovt med holdkammeraterne både på og uden for banen – og først og fremmest at vinde med stort V,” siger Steven.
Med sig bringer han både international toperfaring og stor personlig læring fra tiden i udlandet, og netop den kombination håber han kan være med til at løfte klubben yderligere. ”Jeg vil være med til at bygge GOG op mod et dansk mesterskab igen – både ved at bidrage til de unges udvikling, fordi jeg selv ved, hvordan det er at komme op som ung på ligaholdet, men også ved at bringe den erfaring, jeg har fået i udlandet. Jeg kommer tilbage til Sydfyn, fordi jeg vil vinde og være med til at opbygge noget stærkt.”
At Steven Plucnar nu vender tilbage, glæder GOG’s direktør, Kasper Jørgensen: ”At Steven vender hjem, er et stærkt signal til alle omkring klubben. Han er et produkt af vores talentarbejde, han kender kulturen, og samtidig har han udviklet sig i en meget positiv retning. At Steven nu har valgt at komme tilbage til Sydfyn, ser vi som et skulderklap til det miljø og den kultur, vi arbejder for i GOG.
Fra Oure til Bundesligaen
Fra de første skridt på 4. holdet i Oure til tre sæsoner i Bundesligaen har rejsen for Steven været lang – og ikke uden modstand. ”Jeg startede på 4. holdet i Oure og har arbejdet mig hele vejen op. Jeg tror på, at hårdt arbejde over tid altid slår talent. Hvis jeg står her i dag, så er det fordi mit største talent netop er hårdt arbejde – og det skal også hjælpe mig til at nå mine mål fremover,” fortæller Steven.
Netop den tilgang tog han med sig til Tyskland, hvor tre år i Rhein-Neckar Löwen gav ham uvurderlig læring og erfaring. Opholdet bød på alt fra europacup og Bundesliga til Final4 i pokalturneringen, og i en liga, hvor hver kamp føles som en finale med massivt pres, har han opnået en hårdhed og modenhed, der nu skal komme GOG til gode.
Også cheftræner Kasper Christensen ser store perspektiver i Stevens tilbagevenden til GOG: ”Steven er en hårdtarbejdende spiller med en meget stor fysisk pakke, og en topseriøs tilgang til sin håndboldkarriere. Han er i stand til at dække store områder defensivt, og kan ligeledes passe ind i forskellige forsvarsformationer. Steven kan fortsat lægge yderligere lag på sin udvikling, og vi vil gerne være med til at bygge de næste lag på Steven. Derfor er jeg sikker på, at GOG og Steven bliver et godt match!”
Med genkomsten til Sydfyn får GOG ikke bare en stærk spiller, men også en leder, der vil være med til at drive holdet frem mod nye højder. ”Jeg vender hjem, fordi jeg vil bidrage – og fordi jeg tror på, at vi sammen kan skrive nye kapitler i GOG’s stolte historie,” siger Steven.
Samtidig lever drømmen om landsholdet stadig stærkt. ”Jeg ved godt, at det danske landshold nok er det sværeste hold i verden at spille sig ind på, men i samarbejde med GOG og med en masse hårdt arbejde tror jeg på, at det kan lade sig gøre.