Emil Jakobsen: “Vi skal tanke selvtillid – ikke slappe af”
Alligevel er missionen klar, når holdet torsdag aften møder nedrykningstruede SG BBM Bietigheim på udebane: sæsonen skal rundes ordentligt af – og ifølge Emil Jakobsen handler det ikke om at slappe af, men om at bygge op.
Efter weekendens triumf i european league blev mandag brugt på at fejre, og tirsdag stod på restitution. Først onsdag er intensiteten tilbage i Duburghallen, hvorefter holdet drager sydpå til kamp.
Cheftræner Aleš Pajović lægger vægt på, at fokus skal rettes ind igen:
“Efter sådan en følelsesladet weekend og titlen skal vi tilbage i normal drift,” siger han på klubbens hjemmeside. “Vi har stadig fire vigtige kampe, hvor vi skal koncentrere os fuldt ud om os selv.”
Mens Bietigheim kæmper for overlevelse, kommer Flensburg uden det store resultatpres. Men det betyder ikke, at spillerne har tænkt sig at drosle ned – slet ikke, hvis man spørger Emil Jakobsen.
“Vi vil ikke slappe af nu,” siger Jakobsen. “Vi skal tanke selvtillid og få en god fornemmelse med ind i næste sæson.”
To point i Bietigheim vil være den perfekte start på den målsætning – og sikre en rolig bustur hjem i nattemørket.
Kampen har også en ekstra dimension. Bietigheims træner Iker Romero overtager nemlig netop den østrigske landstrænerpost, som Pajović for nylig har forladt for at fokusere 100 % på SG Flensburg-Handewitt.
Romeros hold er stadig i live i overlevelseskampen og kæmper mod TVB Stuttgart og HC Erlangen om at undgå den sidste plads i tabellen. Og det bekymrer Pajović:
“De vil være brandvarme,” siger han. “Vi skal levere varen.”