LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

GOG ydmyget i Skjern: Vi skal forbedre en del

Onsdag aften led GOG et stort nederlag i den anden DM-semifinale, da Skjern på hjemmebane vandt med hele 38-27.

Dermed er semifinaleserien nu helt lige, og et tredje og afgørende opgør skal spilles lørdag i Arena Svendborg.

Efter nederlaget var GOG-træner Kasper Christensen skuffet over præstationen, og han erkendte blankt, at holdet var langt fra det ønskede niveau:

– Det var jo en kamp, hvor vi ramte helt væk fra, hvad vi gjorde den anden dag. Vi må selvfølgelig starte med at kreditere Skjern for en meget flot kamp herinde på deres hjemmebane. Men alle de ting, vi var gode til at holde os fra i den første kamp, falder vi lidt i. Vi laver for mange tekniske fejl og starter kampen med for mange tekniske fejl. Jeg synes egentlig heller ikke, at vi får eksekveret vores plan defensivt, sagde Kasper Christensen til GOG’s Facebook-side.

Træneren erkender også, at holdets satsning med syv mod seks-spil i anden halvleg blev dyrt.

– Vi tager selvfølgelig også et valg om at gå i syv mod seks på et tidspunkt i anden halvleg, hvor tingene ikke er lukket helt af. Og et par tekniske fejl gør lige, at Skjern får det momentum, der skal til.

Nu handler det for GOG om at nulstille og finde løsninger inden den afgørende kamp på lørdag:

– Vi må hjem og arbejde videre og få kigget på, hvad vi kan forbedre. Det er vel ikke for våget at påstå, at vi skal forbedre en del, lød det fra Kasper Christensen efter kampen.

Det tredje og afgørende opgør spilles lørdag i Arena Svendborg.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder