LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

FHK-profil høvlede 11 mål ind i storsejr

Med 11 mål og et forsvar, der endelig stod solidt, blev Mads Kjeldgaard en central skikkelse, da Fredericia Håndboldklub onsdag besejrede Sønderjyske 38-28 i Skansen.

Efter kampen talte han om en sejr, der rakte langt ud over stillingen på tavlen.

“Ja, det var en kæmpe forløsning,” sagde Kjeldgaard til Fredericia AVISEN efter kampen og fortsatte:

“Der er ingen tvivl om, at vi kigger på stillingen og den måde, vi er placeret, så var det en sindssyg vigtig kamp for os, hvis vi skal kigge ind i et slutspil.”

For bagspilleren handlede det om mere end to point – det handlede om et hold, der fandt hinanden igen.

“Vi begynder at få mere til at fungere i vores spil. Det betyder noget for selvtilliden og for de nye i truppen. Der kommer nogle nye spillere ind med energi og egenskaber, og at vi som hold står sammen og vinder med 10 mål, synes jeg er sygt stærkt og vigtigt, når vi skal bygge videre.”

I forsvaret så Fredericia for første gang i flere kampe organiseret ud. Kjeldgaard forklarede, hvordan en ændring i spillestilen har givet holdet et bedre fundament.

“Jeg synes, at vores forsvar stod noget af det bedste, vi har gjort længe, siden vi lavede vores stil om. Vores forsvarsspil er mere kompakt nu. Vi skal hjælpe hinanden, når de kommer fra midten, og tvinge dem ud på fløjene – så må Frandsen tage resten. Og det synes jeg, at vi lykkedes med.”

Samtidig roste han målmand Sebastian Frandsen, der stod en stærk kamp.

“Når Sønderjyske endelig kom ud til fløjen, stod Frandsen fremragende. Det gav en tro på tingene, og det gjorde også, at vi i løbet af anden halvleg bare stod bedre og bedre. Vi tror på det koncept, vi har bygget op de sidste par uger – det er bare vanvittig fedt.”

Selv om Kjeldgaard scorede 11 gange, fremhævede han, at angrebsspillet var et kollektivt udtryk.

“Jeg synes, at det flyder rigtig godt, og vi spiller os til nogle gode muligheder. Vi har haft et problem med at brænde for mange chancer, men det var ikke et tema i dag. Vi vidste, at Sønderjyske spiller kampe med mange mål, så det vigtigste for os var faktisk at stå godt defensivt.”

Efter en hård periode med skader og tunge minutter til nøglespillerne, glædede han sig over, at rotationen endelig fungerer.

“Vi har haft mange skader, og nogle af os har fået lidt for mange minutter, hvilket har givet dumme fejl. I dag fik folk pauser, og dem, der kom ind, præsterede. Det er en kæmpe faktor – og meget lettere, når alle leverer.”

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder