Smilende FHK-træner: Jeg havde ikke regnet vi vandt med 10 mål
En sejr, der ifølge cheftræner Jesper Houmark først og fremmest handlede om kontrol, kollektiv styrke – og et bevis på, at bredden i truppen nu for alvor sætter sit præg.
“Jeg havde nok ikke regnet med en sejr på 10 mål, men jeg havde en god fornemmelse inden kampen. Vi har virkelig haft en god træningsuge. Hvis vi tog det med herinde i dag, så vidste jeg, at vi nok skulle tage to point med,” sagde Houmark efter kampen til Fredericia AVISEN.
Han fremhævede særligt første halvleg, hvor Fredericia styrede spillet fuldstændig, selv om føringen kunne have været endnu større.
“Jeg synes, vi har god kontrol, og jeg synes faktisk, vi går til pausen med en føring, der kunne have været meget større. Vi har et par store missere i første halvleg, og Sønderjyske får et par heldige mål. Men vi går til pause foran med fire og får lavet to hurtige efter pausen – så derfra sad vi på det,” forklarede han.
For Houmark handlede kampen dog også om at få hele holdet i gang – og her var rotationen en vigtig del af sejren.
“Jeg har tillid til alle spillere, derfor brugte jeg også bænken meget i dag. Jeg ved, de kan gå ind og præstere, og det beviser de på allerhøjeste niveau. Det handler om at have overskud i kampen, og i dag synes jeg, alle spillere kommer ind og viser rigtig gode ting,” sagde han.
Træneren glæder sig samtidig over, at den brede trup giver holdet flere taktiske muligheder i de kommende kampe. “Den bredde, vi har nu, giver os fleksibilitet og ro. Det er vigtigt i en sæson som denne,” sagde Houmark, der også fandt tid til at smile over sin egen vokale indsats:
“Jeg tror, jeg råbte alt, hvad jeg kunne. JAAAA!” lød det grinende fra bænken.
Kampen markerede samtidig debuten for Mads Thymann, som scorede på straffekast og viste lovende takter.
“Jeg glæder mig til at se Thymann, når han er spillet endnu mere ind. Han har kun trænet med os fire gange, så der er stadig lidt, der skal falde på plads, men jeg er ikke i tvivl om, at han bliver en vigtig spiller og kommer til at lave mange mål for os,” sagde Houmark.
Sejren havde også betydning i tabellen, påpegede han:
“Indbyrdes målscore kan få stor betydning, hvis man ender med samme antal point. Vi tabte med 10 hjemme til BSH, og nu vinder vi med 10 her. Det kan vise sig vigtigt senere.”
Næste opgave venter allerede mod HØJ, og Houmark ser frem til mødet:
“Det er et spændende, nyoprykket hold, som har gjort det rigtig fint på hjemmebane. Vi skal selvfølgelig være klar til at stå imod det, de kommer med,” sagde han.
Til spørgsmålet om, hvornår svenske Adam Ljungquist får sin debut, svarede han med et smil:
“Det må træningen og tiden vise.”