EM-finalekampe: Så mange så med
Antallet af TV-seere stak helt af, da EM-slutrunden skulle afgøres, og i Danmark så næsten to millioner med.
EM i Tyskland blev en af de største slutrundesucceser i håndboldens historie, hvor der var godt pakket ude i hallerne. Finaleweekenden i Köln blev ingen undtagelse.
Det Europæiske Håndboldforbund har lagt tallene ud, når det kommer til TV-seerne i de lande, der var med i de afgørende kampe.
EM-finalen mellem Frankrig og Danmark blev set af 5,3 millioner franske TV-seere, mens 1,7 millioner så med i Danmark. Der var desuden 4,7 millioner tyskere, der fulgte den neglebiddende finale.
Bronzekampen mellem Tyskland og Sverige blev set af 4,7 millioner tyske seere, mens svenskerne var noget mere lunkne. Her så 665.000 TV-seere med.