GGIF-profil har fremtiden på plads
Endnu en hjørnesten i GGIF Håndbold tager en tørn mere i den blå trøje – klubben kan i dag annoncere, at Kristoffer Jessen fortsætter i Grindsted frem til og med sæsonen 2026/2027.
Kristoffer har gennem de seneste sæsoner manifesteret sig som en af ligaens mest stabile og frygtede forsvarsspillere. Med sin loyalitet, fysik, ro og spilintelligens har han været en uundværlig del af vores defensive fundament.
Siden han kom til GGIF i klubbens første sæson i 1. division – efter ophold i Fredericia, Mors/Thy og HØJ – har Kristoffer været en stor del af det hold som har udviklet sig markant. Når den kommende sæson fløjtes i gang, bliver det hans 7. i klubben – og det siger alt om både kvalitet og loyalitet.
Kontinuitet som denne er sjælden i moderne håndbold, og Kristoffer er indbegrebet af en kulturbærer – en spiller, der repræsenterer alt det, GGIF står for: arbejdsomhed, sammenhold og dedikation.
Til daglig arbejder Kristoffer som leder på privatskolen i Grindsted og bor i Bramming sammen med Tine og deres tre børn
Han har desuden bidraget til klubben uden for banen – både som ungdomstræner for U15 og U17 og nu som SOME-redaktør, hvor han sætter ord på holdets bedrifter landet rundt.
Formand, Flemming Pedersen udtaler til klubbens Facebook-side:
”At vi fortsat har spillere som Kristoffer, Frederik og Thomas – tre mænd med mere end 600 kampe i den blå trøje tilsammen – betyder alt. De repræsenterer kulturen, kontinuiteten og værdierne, som holdet er bygget på. Det er helt afgørende for vores fundament og udvikling.”