Krickau fuld af respekt: De har en utrolig trup
Berlinerne står med maksimum point efter de første fem kampe i turneringen, men den danske træner understreger, at det bliver en af sæsonens største udfordringer.
"Vi møder torsdag et hold fyldt med kvalitetsspillere. Veszprém har en utrolig trup – det kan alle se. Det er en kæmpe udfordring, og de har vist rigtig gode præstationer," siger Krickau til klubbens hjemmeside.
Den danske cheftræner fremhæver, at ungarerne har justeret små ting siden sidste sæson og nu spiller med mere offensiv variation.
"De har lavet små ændringer i forhold til sidste sæson og spiller med større offensiv fleksibilitet. Nedim Remili er tilbage i MVP-form, og Ivan Martinovic er faldet fantastisk til efter sit skifte fra Rhein-Neckar Löwen," siger han.
Selv om Füchse Berlin går ind til kampen som ubesejret tophold, mener Krickau, at presset ligger hos modstanderen.
"Vi vil selvfølgelig altid vinde, men presset ligger hos Veszprém. Hvis vi tager sejren, kan vi skabe et hul i toppen – men selv et nederlag kan vi leve med. Mentalt er det en helt anden situation for os," siger Nicolej Krickau.
Kampen spilles torsdag klokken 18.45 i Ungarn.