Langtidsskadet profil forlænger med BSH
Bjerringbro-Silkeborgs rutinerede profil Nikolaj Øris Nielsen bliver i klubben også i næste sæson. Det skriver Midtjyllands Avis.
Ifølge avisens oplysninger er den 37-årige bagspiller blevet enig med klubben om en étårig kontraktforlængelse, selvom han tidligere på sæsonen blev ramt af en korsbåndsskade.
Nikolaj Øris Nielsen har arbejdet målrettet med sin genoptræning efter skaden, og tidligere på måneden fortalte han til avisen, at han føler sig klar til at fortsætte håndboldkarrieren.
BSH ønsker dog på nuværende tidspunkt ikke at kommentere sagen. Klubben fokuserer udelukkende på onsdagens afgørende opgør mod GOG i slutspillet, hvor kun en sejr kan holde liv i håbet om DM-semifinalerne.