“Vi graver vores egen grav” – REHH ude af pokalen efter gentaget mareridt
For blot tre uger siden havde REHH fået overhånden i ligasammenhæng med en sejr på 34-30 over netop BSH. Tirsdagens opgør blev dog en helt anden historie – og ikke på den måde, de vestjyske fans havde håbet på.
Efter 60 minutters spil viste måltavlen nemlig 29-37 i midtjydernes favør, som derfor bookede en billet til pokalturneringens kvartfinaler.
Se kampen i tal HER
Kampens udvikling var en gentagelse af et mønster, der efterhånden har bidt sig fast. REHH fik en svag indledning på begge halvlege, og det kom til at koste dyrt. Cheftræner Marc Uhd lagde da heller ikke skjul på sin skuffelse:
"Vi formår simpelthen ikke at komme godt fra start – hverken før eller efter pausen. Det bliver en ond cirkel, vi skal have brudt. Vi kommer ud med for meget usikkerhed i både forsvar og angreb, og så havner vi i et hul, vi selv har gravet," sagde Marc Uhd til klubbens hjemmeside efter kampen.
Næste opgave for Marc Uhd og co. er allerede lørdag eftermiddag, når de på udebane krydser klinger med Nordsjælland Håndbold.