Håndboldherrerne sender en stor tak til danskerne i Boxen
Store sejre, fantastisk spil og højt humør. Det er hvad de danske herrer har gennemgået i den seneste halvanden uge i Jyske Bank Boxen i Herning.
Næste stop er Oslo, hvor finalekampene skal spilles og dermed siger Håndboldherrerne farvel til Boxen og sender en stor tak for opbakningen til de mange danske tilskuere:
“Det har været fuldstændig fantastisk og har været medvirkende til at vi har fået så mange point og har spillet så god håndbold. Så det er lige så meget deres fortjeneste, som det er vores,” siger Simon Pytlick på DanskHåndbolds Instagram-side og bakkes op af sine medspillere:
“Jeg synes den energi som Boxen har bragt, det har været fuldstændig outstanding. Og vi har virkelig kunnet bruge det til noget, så kæmpe, kæmpe tak for opbakningen og vi håber det bliver ved,” siger Emil Nielsen.
Emil Jakobsen har glædet sig rigtig meget til at skulle spille VM på hjemmebane og der er ingen tvivl om, at den danske venstrefløj på ingen måde har været skuffet over oplevelsen:
“Tak for at have gjort den her oplevelse helt vanvittig. Jeg havde hørt fra de andre at det var magisk, så mine forventninger var høje, men det overtrumfede det fuldstændig, jeg synes det var helt vildt fantastisk og noget af det vildeste jeg nogensinde har prøvet,” siger Jakobsen på DanskHåndbolds Instagram-konto.
Også Jannick Green fik lov til at mærke stemningen, da han kom ind til slut i lørdagens opgør mod Tjekkiet:
“Jeg troede jeg kunne snige mig stille og roligt ind, men det kunne jeg ikke. Og det må jeg bare sige, det er jeg meget, meget taknemmelig over og meget, meget stolt over,” siger den danske keeper.
Se hele videoen, hvor de danske håndboldherrer viser sin taknemmelighed, herunder: