TTH Holstebro nedlægger protest efter bronzedrama mod GOG
Situationen opstod, da GOG-målmand Peter Johannesson først reddede et skud fra Johan Meklenborg med få sekunder tilbage af kampen. Efterføgende skød Johannesson fra eget målfelt direkte mod TTH's mål i kampens sidste sekund.
TTH Holstebro mener, at Johannessons handling var usportslig, og at dommerne derfor burde have givet ham et direkte rødt kort og tildelt TTH et straffekast.
Havde TTH Holstebro fået og efterfølgende scoret på det straffekast, ville kampen være endt uafgjort, og TTH havde dermed sikret sig DM-bronzemedaljerne allerede i dag.
I stedet skal TTH Holstebro nu spille en tredje og afgørende bronzekamp mod GOG i Arena Svendborg.
Håndboldforbundet skal nu tage stilling til protesten inden den afgørende kamp. Det er endnu uvist, hvornår en afgørelse i sagen foreligger.