Henny Reistad-show
Henny Reistad har fuldstændig styret første halvleg og båret sit Team Esbjerg-hold i 18-18-stillingen i bronzekampen mod Metz.
MVM DOME (BUDAPEST, HBOLD.DK): Der findes håndboldspillere, og så findes der Henny Reistad.
Som hun spiller og har spillet i første halvlegen mod Metz, så kan samtlige modstandere godt pakke sammen, mener ekspert Lars Rasmussen:
- Prøv at høre her, det Henny Reistad leverer er håndboldmagi. Det er kunst. Det er verdensklasse. Og jeg kunne blive ved. Hun er fra en anden planet. 10 rene mål og bare to afbrændere, siger ekspert Lars Rasmussen til HBOLD.dk.
- Som håndboldtilskuer handler det bare om at nyde det spil, som Henny Reistad leverer. Det er fuldstændig udenfor sammenligning, og der er en verden til forskel fra hendes spil i går i semifinalen til i dag. I går gik der for meget brok i hendes spil, og hun blev hæmmet for meget af flere gange at ville konfrontere dommerne. Det er pillet væk i dag.
- Det er, som om jeg ser en helt anden gnist i øjnene. Hun jubler gerne ud mod publikum, hun er klar i forsvaret og leder sit hold på en helt anden måde, end hun gjorde i går. Da først Nora Mørk kom på banen blev hun også sat i scene på de rigtige tidspunkter og dér, hvor hun er bedst. Reistad skal ikke hele tiden ind og tage tæskene men også nogen gange få boldene i fart, og det kan hun fra få Mørk, slutter Lars Rasmussen.
Hos Metz er det tyske Alina Grijseels, der er mest scorende med syv mål på otte forsøg.