1. divisionsklub henter KIF-spiller
Skive fH har hentet Magnus Kronborg som ny højrehåndet bagspiller forud for den kommende sæson. Den 24-årige spiller kommer til klubben fra KIF Kolding, hvor han spillede i den seneste sæson.
Trods sin unge alder har Kronborg allerede opnået en del erfaring, både fra Håndboldligaen med Nordsjælland Håndbold og KIF Kolding samt fra 1. division, hvor han tidligere har spillet for blandt andet HCM.
Med tilgangen af Kronborg er Skive fH's trup til den kommende sæson nu komplet. Klubben fremhæver, at bagspilleren kommer med kompetencer, der kan bidrage til holdets ønskede spillestil med fokus på tempo og duelspil. Kronborg beskrives som en spiller med godt overblik, som både kan styre spillet og bidrage med afslutninger – også i spilsituationer som overtal og 7 mod 6.
Om skiftet udtaler Magnus Kronborg:
"Jeg er virkelig glad for at komme til Skive, som jeg ser som et af de absolutte tophold i 1. division. Jeg ser truppen som en ung og ærgerrig trup, der gerne vil fremad og udvikle sig, ligesom jeg selv gerne vil, hvorfor dette skifte for mig er et helt perfekt match. Jeg ser rigtig meget frem til starte op og til at få BioCirc Arena som min nye hjemmebane og opleve den intense og fede opbakning, der er i Skive."