Hoster Berlin op med seks millioner kroner for dansk stjerne?
Rygterne begyndte at tage fart i lørdagens derby mellem Flensburg og Kiel.
Siden har den den normalt velinformerede Instagram-side RThandball skrevet, at Füchse Berlin skulle have været i forhandlinger med Flensburg om en mulig transfer af Pytlick. Ifølge mediet ønsker Berlin at hente Pytlick som erstatning for Lasse Andersson, der til sommeren 2026 skifter til HØJ Elite.
Et sådant skifte ville i givet fald have betydet en genforening mellem Pytlick, Mathias Gidsel og Nicolej Krickau, der i øjeblikket fører Füchse Berlin frem i toppen af Bundesligaen.
RThandball hævdede, at der havde været samtaler mellem de to klubber, og at der var blevet talt om en transferpris på mellem 700.000 og 800.000 euro.
Men hos Flensburg afviser man, at et skifte er aktuelt – hverken nu eller i 2026.
"Simon Pytlick har en lang kontrakt hos os frem til 2030. Vi kommer ikke til at sælge ham til sommer 2026, og der findes heller ingen frikøbsklausul til den tid," siger sportschef Ljubomir Vranjes.
Også direktør Holger Glandorf har markeret sig i sagen og understreget, at klubben ikke kommenterer detaljer om kontrakter eller forhandlinger:
"Vi deltager ikke i rygter og kommenterer ingen kontraktindhold, så længe der ikke er noget konkret at meddele," udtaler Glandorf.
Dermed lukker Flensburg foreløbigt ned for spekulationerne om, at Simon Pytlick kan være på vej væk allerede i 2026. Ifølge TV 2 SPORT er der en klausul, som muliggør et skifte i 2027, men det lader ikke til at Berlin vil imødekomme et skifte før det.