Islandsk SCM-stjerne efter nederlag i comeback-kamp: "Nu må vi håbe på andre resultater"
Den islandske Magdeburg-stjerne Gisli Kristjansson har ikke været kampdygtig i en længere periode, men kunne på trods af nederlaget i fredagens opgør mod Füchse Berlin glæde sig over, at han igen er tilbage i kamp for de forsvarende mestre.
“Det gør ondt, selvom jeg spillede uden smerter. Jeg glædede mig selvfølgelig rigtig meget til at hjælpe holdet. Det var selvfølgelig det gode. Men det er meget trist, at de to point går til Füchse” fortæller han til det tyske medie Sport Bild.
Den islandske landsholdsspiller leverede et fremragende comeback, hvor han med sin hurtige fødder, var umådelig svær at kontrollere for Füchse Berlins forsvar. Han blev i kampen noteret for fem scoringer samt 4 assists.
Men på trods af den islandske bagspillers præstation, var det i sidste ende ikke nok for hjemmeholdet, som måtte se sig slået af hovedstadsklubben med cifrene 30-33.
Nu skal Magdeburg håbe på, at de andre tophold smider point i de kommende kampe, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at genvinde det tyske mesterskab.
“Jeg tror, Bennet Wiegert har ret i, at det altid er bedre, når man har alt i egne hænder. Det er desværre ikke tilfældet. Nu må vi håbe på andre resultater” fortæller Gisli Kristjansson.
Magdeburg skal igen i kamp, når de onsdag 18.45 møder Dinamo Bucuresti i den første af to ottendedelsfinalekampe i Champions League.