Jesper Jensen ikke tilfreds: - Det blev rodet og skørt
Landstræner Jesper Jensen kaldte den danske indsats god og rodet - og der midtimellem ligger en perlerække af mærkværdige og skøre fejl, som de danske spillere normalt ikke begår.
SOUTH PARIS ARENA 6 (PARIS, HBOLD.DK): To danske point må være det vigtigste, som Danmark tager med sig fra det uskønne drama mod Sverige.
Et uskønt drama betegner meget godt det, der foregik mellem de to nabolande, der var tæt til det sidste og som sluttede med de danske sejrscifre 25-23.
Chefen bag det hele var dog ikke tilfreds med langt det meste, han så - og det kom til udtryk i en stribe fejl, han ikke lige havde regnet med at se:
- Emma Friis dribler bolden ind i feltet, Mie Højlund skifter sig selv ud foran Hagman på trods af, at hun skulle hjem og dække op, Louise Burgaard laver overtrådt, Burgaard skyder i et passivt spil, som hun plejer at være verdens bedste til at holde bolden på. Der kommer ting, som udefra ligner bare fejl, men for os sker det normalt aldrig for den og den spiller, siger Jesper Jensen til HBOLD.dk og resten af den danske presse:
- Det er noget, som bare beviser, hvad OL er, og hvor svært det er. Vi ser det selv i alle idrætsgrene, hvor dem som er allerbedst falder som fluer. Så tænker man, hvordan det kan ske, når de har trænet i fire år? Men der er bare så meget på spil til OL også for os. Sejren har hjulpet på at løsne skuldrene.
- Vi kom trods alt et skridt tættere på Lille, og det er målet.
- Hvad er det for en kamp, du oplever?
- Jeg oplever en blanding af godt og rod. Sejren var vigtig. Resultatmæssigt er det ikke det bedste, hvis vi ender med at gå videre og har spillet Norge op på førstepladsen. Men lige nu handler det for os om at komme til Lille. Vi kunne se, at når vi gør vores ting ordentligt, så flyder vores angreb, forsvaret og keeperne står godt. Men der hober sig en mængde af skørhed op, som vi normalt ikke ser fra vores hold, uddyber han.
Kort inde i første halvleg forlod Line Haugsted banen for at modtage behandling ude bag bænken.
Men ifølge landstræneren er det ikke noget, man skal være bekymret for:
- Hun kom med igen. Hun vrider lidt rundt på foden. Der er ikke mere i det. Jeg går ud fra, at hun er okay, slutter Jesper Jensen.
Næste kamp for Danmark er på torsdag mod Tyskland klokken 19.00.