Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

Mathias Sørensen

KAMPREFERAT: Danmarks defensiv haltede i nederlag til Holland

De danske håndboldkvinder fik en svær start på kampen mod Holland. Men et stort comeback betød, at Danmark kunne gå til halvleg helt lige. Efter en tæt start på 2. halvleg vendte det usikre spil fra starten af kampen tilbage. Danmark kom aldrig tæt på sejren.

Danmark har de seneste år haft problemer med de hollandske håndboldkvinder. Men efter tre nederlag i træk, brød Danmark stimen til sommerens Olympiske Lege. Danmark slog Polman og co. i kvartfinalen og hev senere bronzemedaljerne hjem ved samme lejlighed. Torsdag aften skulle Danmark igen møde de orangeklædte hollændere i første kamp af Golden League-turneringen.

 

Begge hold manglede store profiler til aftenens kamp. Danmark var ramt af afbud fra seks profiler, heriblandt Line Haugsted og Louise Burgaard, mens Holland ikke havde profiler som Estavana Polman og Dione Housheer med i truppen.

1. halvleg

Danmark fik en svær start på kampen. Efter et par tekniske fejl, hurtige kontraangreb fra Holland og en udvisning til Sarah Iversen kom Holland hurtigt foran 1-6.

En kombination af tekniske fejl og et dansk forsvar, der havde det svært, tog Jesper Jensen en timeout efter 8 minutter ved stillingen 4-9. Det danske forsvar og Althea Reinhardt fik ikke bedre fat, og det resulterede i et skifte på målmandsposten, hvor Sandra Toft kom ind.

Det nye ansigt på landsholdet, Stine Eiberg fra Nykøbing Falster, kom ind i det danske midterforsvar. Forsvaret fik bedre fat i de hollandske spillere, men efter knap 17 minutter fik Anne Mette Hansen sin anden udvisning.

Danmark blev hjulpet på vej af en fejlindskiftning af hollænderne. Et skarpt overtalsspil bragte Danmark tættere på. De danske håndboldkvinder kunne efter 22 minutter kigge op på måltavlen og konstatere, at de havde reduceret til 13-17.

I slutningen af første halvleg blev rollerne byttet helt om. Hollænderne fik udvisninger og lavede tekniske fejl. Det danske forsvar stod solidt, og det danske angrebsspil flød bedre med en sprudlende Helena Elver. Et stort comeback af danskerne betød, at de kunne gå til pause ved stillingen 17-17.

2. halvleg

Sandra Toft startede glimrende i 2. halvleg og havde en redningsprocent på den gode side af 40. Efter en lige start på 2. halvleg med fejl og store afbrændere fra begge mandskaber var stillingen 21-21 efter 39 minutter.

Yderligere danske tekniske fejl gav hollandske kontraangreb, og Bo van Wetering bragte Holland foran med 21-25. Jesper Jensen følte sig nødsaget til at tage en timeout lige før midtvejspunktet i 2. halvleg.

Efter lidt stilstand i kampen tog Holland en timeout med 10 minutter tilbage af kampen ved stillingen 25-28.

Hollands forsvar havde godt fat i de danske spillere, og det resulterede i syv-mod-seks. Det gav pote med det samme med to scoringer fra henholdsvis Anne Mette Hansen og Trine Østergaard.

Den danske defensiv sluttede hvor den startede – skidt. Lois Abbingh bombede løs, og på trods af et rødt kort til Tamara Haggerty, kom Danmark aldrig rigtig tæt på sejren. Holland vandt kampen 31-36.

Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER