Sønderjyske styrkede sammenholdet
Sønderjyske Herrehåndbold tog en velfortjent pause fra håndboldhallen og brugte i stedet en dag på teambuilding hos samarbejdspartneren Idrætshøjskolen i Sønderborg (IHS).
Det blev en dag fyldt med relationer, samarbejde og fysiske såvel som mentale udfordringer, da spillertruppen deltog i en række øvelser under ledelse af Michael Willemar, tidligere forstander på IHS. Med sit store kendskab til både sport og fællesskab stod Willemar i spidsen for aktiviteter, der skulle ryste holdet endnu tættere sammen inden sæsonstarten.
Dagen blev rundet af med fællesskab i fokus og aftensmad fra højskolens køkken – en hyggelig afslutning på en lærerig og sjov dag.