Ny KIF-bestyrelse efter nedrykning: Vi skal bygge op fra bunden
Sammen med en nyvalgt bestyrelse har duoen brugt de seneste seks uger på at finde fodfæste i klubbens nye virkelighed. Begge er optimistiske, men også realistiske omkring den proces, der venter.
"Vi vil naturligvis gerne være en ligaklub igen. Men først skal vi have fundamentet på plads. Vi er et helt andet sted end dengang, vi vandt mesterskaber på stribe. Klubbens historie har i de senere år nærmest været en belastning, som har tynget spillerne. Nu skal vi starte et helt nyt sted og bygge langsomt op igen," siger den nyvalgte formand, Mads Aarestrup til klbubens hjemmeside.
Cathrine Axelsen, som er kommet ind udefra, bidrager med et nyt perspektiv:
"Jeg oplevede tidligere en klubkultur, hvor alt handlede om at være top-4-klub for enhver pris. Den tankegang vil jeg gerne ændre. I stedet skal vi være landets bedste klub at spille for og en god arbejdsplads for ansatte, frivillige og sponsorer. Lykkes vi med at skabe stabilitet, kommer resultaterne også," forklarer Cathrine Axelsen.
KIF Kolding har ikke vundet titler i ti år, og nedrykningen til 1. division er resultatet af flere års udfordringer. Vejen tilbage til toppen bliver ikke nem, erkender den nye bestyrelse.
"Vi kan selvfølgelig ikke garantere, at vi er tilbage i ligaen efter én sæson. Vi tror på det, men vi skal vise respekt for modstanderne i 1. division og ikke lægge et urimeligt pres på spillerne. Vi skal skabe en klub, som folk ønsker at støtte, og som spillere ønsker at blive i," siger Mads Aarestrup.
Cathrine Axelsen supplerer:
"Det handler om det lange seje træk. Vi har sat os mål, som også handler om klubbens udvikling på mange andre områder end bare resultaterne på banen. Men vi er overbeviste om, at hvis vi bygger rigtigt op, vil vi også vende tilbage til ligaen."
Den sportslige ledelse på banen er lagt i hænderne på Anders Eggert og Julie Loop, en duo der er blevet modtaget positivt.
"Vi er helt sikre på, at Anders Eggert er den rette mand for os. Han matcher klubbens værdier perfekt. Han har KIF Kolding i hjertet," siger Cathrine Axelsen, mens Mads Aarestrup fremhæver Eggerts kommunikative evner:
"Anders er en fantastisk vellidt person og en dygtig kommunikator med klare visioner for spillet. Han er up to date med håndboldens trends, og vi er sikre på, at han over tid vil kunne skabe kontinuitet."
Julie Loop, som Eggert selv har valgt som assistent, har særligt fokus på talentudvikling, hvilket bliver afgørende for klubben i de kommende år.
Bestyrelsen har desuden ansat Casper Olesen som ny direktør. Et valg, der er foretaget med tanke på klubbens lokale forankring.
"Casper er måske ikke kendt i håndboldverdenen, men han har store visioner og er struktureret. Han kender byen og sponsorerne godt, og vi tror på, at han kan forløse det store potentiale, som klubben har," fortæller Mads Aarestrup.
Cathrine Axelsen fremhæver, at Casper Olesen også har stærke menneskelige kvaliteter:
"Han er struktureret og god til at inddrage medarbejderne. Han har rødder i byen, og han får en arbejdende bestyrelse i ryggen."
De seneste år har flere store talenter forladt KIF Kolding, men det bekymrer ikke den nye formand synderligt:
"Unge spillere har deres egen vilje og træffer egne valg. De spillere, vi har mistet, har haft brug for mere spilletid, end vi kunne tilbyde. Men vi er sikre på, at flere af dem vender tilbage til klubben en dag," siger Mads Aarestrup.
Ifølge Cathrine Axelsen bliver talentudviklingen styrket med ansættelsen af Julie Loop som assistenttræner:
"Julie vil have fuldt fokus på vores akademi. Vi kommer til at se flere egne talenter omkring førsteholdet fremover."
Den nye ledelse har en klar ambition om, at klubben om tre år igen befinder sig i håndboldligaen. Men de tør ikke love, at klubben allerede da er tilbage i toppen af dansk håndbold.
"Vi er tilbage i ligaen om tre år og har stabiliseret os, så vi ikke ligger og kæmper om nedrykning. Men vi vil ikke tage genveje med dyre løsninger. Vi skal lave bæredygtige løsninger, der holder på den lange bane," siger Cathrine Axelsen.
Mads Aarestrup afslutter:
“Vi skal skabe en kontinuitet, som klubben har savnet. Vi er sikre på, at vi er ligaklub om tre år, men vi må tage ét skridt ad gangen. Vores opgave er både sportslig og kommerciel, og vi vil arbejde hårdt for at få klubben tilbage mod toppen.”