KIF-direktør håber afgående profier slutter godt af
Det er en beslutning, som direktør Casper Olesen kalder nødvendig, men samtidig understreger han, at processen er håndteret med omtanke.
"Når vi har taget de snakke, som vi gjorde i sidste uge, så har vi prøvet at gøre det på den mest ordentlige måde, vi kan. Det handler om at se folk i øjnene og forklare, hvad der ligger til grund for vores beslutning," siger han til JydskeVestkysten.
Olesen, cheftræner Anders Eggert og assistenttræner Julie Loop stod for samtalerne med spillerne, som nu skal balancere beskeden med et fortsat højt sportsligt niveau resten af sæsonen. For at hjælpe i den proces er klubbens mentale træner, Lasse Svan, til rådighed for de berørte spillere.
KIF-direktøren udtrykker fuld tillid til, at alle fire fortsat vil give alt for klubben – både på og uden for banen.
"Det er vigtigt for mig at sige, at alle fire spillere kommer herfra med de bedste referencer. Det er hyggelige, behagelige personligheder, nogle virkelig gode gutter i omklædningsrummet og på banen, og professionalismen er helt i top," siger Casper Olesen.