Gidsel om rygter: Ved ikke hvad der foregår i kulissen
Rygterne om et muligt skifte for Simon Pytlick til Füchse Berlin har sat gang i spekulationerne i både Danmark og Tyskland – og nu reagerer Mathias Gidsel, der i forvejen spiller for den tyske hovedstadsklub.
“Jeg krydser altid fingre for, at de bedste håndboldspillere i verden vil spille på samme hold som mig. Det er det, jeg synes, der er fedt ved det danske landshold,” siger Gidsel til Ekstra Bladet.
TV 2 kunne i september berette, at Pytlick skifter fra Flensburg til Füchse Berlin i sommeren 2027, mens tyske Sportschau efterfølgende skrev, at et skifte allerede kunne ske næste år – noget Flensburg siden har afvist.
Selv tager Gidsel det hele med et smil:
“Jeg ved ikke, om det er en eller anden algoritme, som kører. Sidste år skulle jeg til Flensburg, og nu skal Simon til Berlin. Jeg ved godt, at rygtet har været der længe, ligesom det var med mig den anden vej i 2024. Lige nu er det bare rygter, og jeg har ingen anelse om, hvad der sker i kulisserne.”