Magdeburg-keeper efter drømmefinale: Det er helt fantastisk
En af de store profiler var målmanden Sergey Hernandez, der med en redningsprocent på 42 især i første halvleg frustrerede de tyske mestre.
"Det er en drøm, der går i opfyldelse. Det er noget, man kun tør drømme om, og pludselig sker det. Alt det hårde arbejde betaler sig nu. Jeg er virkelig stolt af os alle sammen og hele klubben," siger Sergey Hernandez til eurohandball.com.
Selvom Hernandez stod fremragende, vil han ikke tage hele æren for sejren.
"Det var ikke kun mig, men hele forsvaret. Vi spillede virkelig fantastisk og meget kompakt. De scorede ikke ét nemt mål. Jeg tror faktisk ikke, de fik ét eneste kontramål, og det siger meget om vores præstation. Nogle gange siger man, at man skal spille en perfekt kamp, men når det faktisk sker i så vigtig en kamp, er det helt fantastisk," siger Magdeburg-keeperen.